kfuksa

KFUKs Sociale Arbejde om nyt hjemløseudspil: Kommunal udskrivningsret er et problem

Nyhed

Det er mange positive takter i regeringens nye hjemløseudspil, bl.a. fokus på at skabe flere billige boliger. Regeringen foreslår desuden en ny bostøtte paragraf som en indsats for at nedbringe hjemløshed, og en ny økonomisk model på herbergsområdet, Men forslag om en ny kommunal udskrivningsret fra herberg vækker stor bekymring for, om hjemløse borgere med sociale problemer kommer i klemme.

Hjemløshed er en kompleks problemstilling, som ikke løses udelukkende ved hjælp af flere betalelige boliger. Mennesker i hjemløshed har ofte andre problemer end hjemløshed, og i KFUKs Sociale Arbejde mener vi det er afgørende, at kompleksiteten tænkes ind i en reform af området - hjemløshed i Danmark løses ikke kun ved at give flere egen bolig.

Flere tilgængelige boliger for hjemløse skal gå hånd i hånd med den rette socialfaglige støtte i egen bolig. I dag oplever vi desværre, at mange af vores brugere ikke får tilstrækkelig støtte, når de kommer i egen bolig, og derfor alt for hurtigt ender på gaden igen.

Vi ved af erfaring, at Housing First princippet i kommunerne desværre ofte ikke kombineres med en tilstrækkelig socialfaglig hjælp. Derfor er der særligt en ting, der bekymrer i udspillet: nemlig at der indføres en kommunal ret til udskrivning fra herberg, hvis man kan tilbyde en ledig bolig. Det betyder, at en kommune kan bestemme, om borgeren skal bo på herberg eller i egen bolig.

I KFUKs Sociale Arbejde kan vi frygte, at hensynet til økonomi og en kortsigtet besparelse på at få alle hurtigst muligt over i egen bolig, desværre på den korte bane kan risikere at vægte tungere end borgerens langsigtede behov.

Civilsamfundsorganisationer og herberger skal også i fremtiden kunne sige fra, hvis kommunens socialfaglige tilbud simpelthen er forkert eller for ringe, og udelukkende er begrundet i økonomi.

Det skal samtidigt være muligt for borgeren at vælge at få bostøtte fra det herberg, man har boet på, så man både kan fortsætte den relation, der er opbygget under et herbergsophold, og få en så fleksibel bostøtte som muligt – en kommunal ´bostøtte fast hver torsdag fra 11-13” fungerer i praksis ikke for de fleste.

Vi skal fortsat kunne tilbyde akutte overnatningstilbud til dem, der mangler tag over hovedet, eller som er tvunget ud af egen bolig. Der skal være opsøgende, åbne og tilgængelige tilbud til mennesker, der selv henvender sig og har brug for hjælp her og nu. En forudsætning for at gennemføre reformen og samtidig sikre pladser til hjemløse fremadrettet er derfor også, at finansieringen af herbergernes arbejde er sikret og at selvmøderprincippet fortsat er gældende, så mennesker kan få hjælp nu og her, når de har brug for den.