RKC M

Herbergspladser på krisecenter

Nyhed

Normalt forbinder man krisecentre med steder, hvor man kan komme og bo i en kortere eller længere periode, hvis man har været udsat for vold. Typisk er der tale om vold i nære relationer – ofte fra en partner. Siden Redernes Krisecenter Midtjylland åbnede i januar 2022, har personalet haft flere henvendelser fra kvinder som var hjemløse eller funktionelt hjemløse, og som enten har et misbrug af rusmidler og/eller psykiske lidelser. Men kvinderne har ikke været direkte voldsudsatte, og derfor har de ikke kunnet blive indskrevet på krisecentret.

Sådan er det ikke længere. Siden 1. december 2023 har Redernes Krisecenter Midtjylland kunne tilbyde fire såkaldt fleksible pladser, som både kan fungere som traditionelle krisecenterpladser og som herbergspladser under Servicelovens § 110. Det vil sige, at man nu kan bo på Redernes Krisecenter Midtjylland, hvis man er kvinde, hjemløs eller funktionel hjemløs og har andre sociale problemer som fx misbrug eller psykiske lidelser.

Sanne Neergaard Kjellow, som er leder af Redernes Krisecenter Midtjylland, fortæller:

 ”Nu har vi været i gang i to år, og vi har hele tiden løbende fået henvendelser fra kvinder som enten har problemer med misbrug eller psykiske lidelser som vi har været nødt til at afvise, da de ikke har været udsat for vold i nære relationer. Der er tale om yderst sårbare kvinder, som føler sig meget udsatte på landets herberger, hvor der ofte er et stort overtal af mænd.”

Redernes Krisecenter er et specialkrisecenter under KFUKs Sociale Arbejde, som har afdelinger på Fyn og i Midtjylland. Målgruppen er kvinder, som udover at være voldsudsatte også kæmper med psykiske lidelser og/eller et misbrug af alkohol eller stoffer. De nye fleksible pladser på afdelingen i Midtjylland betyder, at målgruppen kan udvides til også at gælde kvinder, som ikke umiddelbart er voldsudsatte, men som har andre svære problemer, fx hjemløshed og stofafhængighed.

”Her kan de opleve at være mere skærmede, og det kan have en positiv betydning for deres videre forløb. Bare dét at have et trygt sted at sove betyder meget for ens mentale overskud,” siger Sanne Neergaard Kjellow.

Succes fra start

Der gik ikke mange timer fra nyheden var ude til den første kvinde henvendte sig. Kvinden flyttede ind samme dag, og få dage efter flyttede den næste kvinde ind på en herbergsplads.

”Det tyder på, at vi har fat i noget vigtigt her. Jeg er overbevist om, at der er mange kvinder derude, som ville kunne have gavn af et ophold enten her hos os, eller på et herberg hvor der kun bor kvinder, så på sigt rækker de fire pladser, vi har, nok ikke så langt. Men man skal jo starte et sted – vi har set et behov og handlet på det, og det ligger godt i tråd med den måde, man arbejder på i KFUKs Sociale Arbejde og har gjort det lige fra start. Men det har selvfølgelig været helt afgørende, at Socialtilsynet har været villige til at godkende os til herbergspladserne,” siger Sanne Neergaard Kjellow.

På Redernes Krisecenter Fyn glæder man sig til at følge udviklingen hos søstercentret i Midtjylland. Men forstander Mette Guul har ikke umiddelbart planer om at følge eksemplet fra det jyske:

”Vi har ikke planer om på nuværende tidspunkt at etablere skærmede §110-pladser her på Redernes Krisecenter Fyn, men vi anerkender bestemt, at der er et behov. Derfor er vi også glade for, at vi kan henvise til vores tætte samarbejdspartner i Midtjylland”, siger Mette Guul.